Nyd livet!

Snapsting handler om mennesker. Om at skabe fælles oplevelser, der påvirker vores liv positivt - uanset hvem vi er. Snapsting er stemningsfyldt, hyggeligt og sjovt.

Snapsting er den perfekte anledning til at rykke sammen, nyde livet og få pulsen op - eller helt ned.

Gennem 10 dage i slutningen af juni fylder Snapsting Viborg med glade og nysgerrige mennesker fra nær og fjern. Sammen vender vi byen på hovedet med en helt unik Viborg-blanding af kultur, koncerter, sport, leg og fest.

 Snapsting er det hele og meget mere. Snapsting er noget helt særligt noget magisk. Alt kan ske – og alt sker!

Det oprindelige Snapsting

Men hvorfor hedder det Snapsting? Er Snaptinget ikke en restaurant i Folketinget?
Jo, det er det. Men restauranten på Christiansborg er opkaldt efter det oprindelige Viborg Snapsting, der fra midten af 1400-tallet trak folk til Jyllands gamle hovedstad.

Snapsting er en unik spejling af en stor, gammel tradition, der har samlet lokale og gæster udefra i Viborg i mere end tusinde år.

Det oprindelige Viborg Snapsting havde sin glansperiode fra midten af 1400-årene og 400 år frem. Det var kendt ud over hele landet – ja også uden for landets grænser, og folk strømmede til Viborg Snapsting.

Berømmelsen og tiltrækningskraften skyldtes sammenblandingen af, ejendomshandler, marked, kultur og et farverigt folkeliv. Det var årets begivenhed.

Efter statsbankerotten i 1813 mistede Viborg Snapsting sin pust, og efter få år var det slut.

Snapsting siden 2013

I 2013 blev der skruet op for den ambitionsniveauet for den årlige Hærvejsfestival, der fandt sted i forbindelse med Hærvejsmarchen – en af Nordeuropas største marcher.

Viborg blev samtidig målby for DGIs Hærvejsløb, der er Danmarks største cykelløb. Med flere tusinde marchgængere, vandrere og motionscyklister i byen den sidste weekend i juni, var det oplagt at skabe en stor og mangfoldig begivenhed, der igen kan tiltrække folk til Viborg.

Festivalen tog navneforandring til Snapsting og har de seneste år haft op mod 100.000 besøgende hvert år. I 2020 blev Snapsting aflyst på grund af Covid-19.

Snapsting bliver til i et samarbejde mellem borgere, virksomheder, butikker, organisationer, foreninger, institutioner og Viborg Kommune.

Sessio Novi Anni Prima

Ingen ved præcist, hvor navnet Snapsting kommer fra. Men en af forklaringerne lyder på, at Snapsting har sit navn fra Latin: Sessio Novi Anni Prima - Det nye års første ting. Det historiske Snapsting fandt oprindeligt sted hvert år i januar og var netop årets første ting.

Vi mødes i Viborg til Snapsting fra den 16. til den 25. juni 2023.