Når Snapsting ruller sig ud for 10. gang, får to at de helt store fest-skabere plads i årets musikprogram.


Birthe Kjær er kult! Og det har hun snart været i mange år. Hele Danmarks festlige og utrættelige popdronning Birthe har stået på scenen i over 50 år. Så der er nok af sange at tage fat på, når hun torsdag den 22. juni kl. går på scenen på Domkirkepladsen.


Med en uimodståelig charme og smittende glæde indtager Birthe & Feel Good band scenen og efterlader altid publikum i et inferno af ”syng med” og klapsalver. Birthe Kjær har altid formået at fastholde sit publikum, og i dag er det bredere end nogensinde, for med sin kultstatus appellerer hun til både unge og gamle. Så kom og mal byen rød og syng med på sange som ”Den knaldrøde gummibåd”, ”Sommer og sol”, ”Arrivederci Franz”, og ”Jeg går aldrig til bal uden trusser”.

Charmerende souldronning vender tilbage

Et andet ”royalt” koncertnavn er den britiske souldronning Dawn Joseph, der til Snapsting sidste år fuldstændigt forførte publikum med sin sang, vitalitet og kæmpe charme.

En del af koncerten foregik nede blandt publikum, der sang med på de store soulhits som ”We Are Family", "Think" og "I'm Every Woman". For Dawn Josephs repertoire læner sig op ad andre souldronninger som Aretha Franklin og Chaka Kahn.

Dawn Joseph har tidligere være forsanger i bandet ”Brand New Heavies” fra UK optrådt med navne som Kylie Minogue, Phil Collins, Rod Stewart, Rick Astley og Michael Buble.

Du kan opleve Dawn Joseph på scenen på Nytorv om aftenen fredag den 16. juni.

Nyhed: Snaptalk

Snapstings program i 2023 er fyldt med gode oplevelser – både dem vi kender og helt nye. Under temaet ”Sammen skaber vi Snapsting” bliver Viborg igen fyldt med liv og glade dage fra den 16. – 25. juni. Som sædvanlig er programmet fyldt med blandt andet musik, sport, børn, Seniorfolkemøde og andre indslag.

Men der sker også nyt. Et nyt tiltag er ”Snapstalks”, der er en række foredrag og debatter rundt om i byen, som alle kan deltage i. Arrangørerne er endnu ved at skabe et program med forskellige Snapstalks inden for alle mulige emner. Så har du en god idé til et emne, så skriv det til snapsting@viborg.dk.