Ordet jazz får nogle til at juble, andre til at lede efter udgangen. Men jazz er så mange ting og rummer så mange genrer, så selv den største jazz-modstander nok skal få lyst til at høre mere, når Snapsting sætter fokus på jazzens forunderlige musikalske verden.
Snapsting ønsker med søndagens tema ”A taste of jazz” at præsentere noget af jazzens væsen og komme rundt om en række af dens mange genrer. Derfor har Snapsting sammensat et lækkert musikprogram, som både kan udfordre vores gæster og gøre dem glade i låget.
Først på scenen går Rune Herholdt & The Gospel Brothers kl. 11.30. Her er vi ved jazzens rødder – gospel og spirituals, der også dannede fundamentet til bl.a. pop, rock, soul og blues. Publikum kan nok ikke undgå at komme til at klappe og synge med og måske oveni købet fået et stort smil på.
Guddu overtager scenen efter gospel-koncerten. Her er tale om et lokalt band af unge mennesker, der har kastet kærligheden over instrumentalt nordisk jazz.
Danske, internationale stjerner
Nytorv får også besøg af intet mindre end en verdensmester i mundharpespil. Det sker når Mathias Heise vender tilbage til Snapsting, som han tidligere har besøgte sammen med Viborg Big Band.
Titlen som verdensmester vandt ved World Harmonica Festival som bare 20-årig. Derudover er både danske og internationale priser nærmest regnet ned over ham, bl.a. Årets nye jazzstjerne (2015) og Kronprinsparrets Stjernedryspris (2016). Mathias Heise er stærkt inspireret af Toots Thieleman.
Jazz-eventyret på Nytorv slutter med saxofonisten og komponisten Christian Vuust, der har været aktiv på den skandinaviske jazzscene i mere end tre årtier. Han har optrådt med blandt andre Aaron Parks, Ben Street, Pablo Held, Peter Laugesen, Kazumi Ikenaga, Pauseland, Lars Jansson og Alex Riel.