År 1717 En stakkels københavner

1717

"Ses vi ikke før, så ses vi til Viborg Snapsting” lød det gamle ordsprog. Det store marked og den lokkende festivitas trak mennesker fra alle sociale lag af huse. Alle forsøgte at slå mønt af folkemødet, men naive mennesker kunne komme grumme galt af sted.

Når både herskab og tjenestefolk mødte talstærkt op til den årlige snapstingstermin i Viborg, opstod der som det naturligste også et folkemarked, hvor alle ledige, fra den fattige kniplepige til den håbefulde teologiske kandidat, søgte efter arbejde.

De mange unge nyuddannede teologer fra universitetet i København, som i snapstingsdagene indfandt sig i Viborg, håbede alle på at kunne gøre sig interessante blandt formuende herskaber. Kunne det tænkes, at nådigherren og nådigfruen på herregården havde brug for en huslærer til af undervise de fine adelsfrøkener?

De heldige

De heldigste og mest veltalende blandt præsteaspiranterne opnåede måske endda den lykke at gøre så godt et indtryk hos en godsejer, at denne antog ham som præst ved en af de sognekirker, hvor godsejeren havde ret til at indsætte sognepræsten.

Kunstmalere forstod også at holde sig til. De tilbød deres arbejde med udsmykning af kirker og herregårde.

En af de kendte blandt tidens malere var Mogens Chr. Thrane, der fik den store opgave at dekorere Søndre Sogns kirke i Viborg efter den store brand i 1726. En lidt yngre kunstner var den hollandskfødte rokokomaler Olaus Carolus Wassmann. En af hans synlige bedrifter udi herregårdsmalerier var udsmykningen af riddersalen på Krabbesholm ved Skive, hvor farvefrodige kunstværker fylder loft og vægge.

Lyssky underverden

På hektiske snapstingsdage var trængslen ofte stor i krostuer og på værtshuse.

At være til Snapsting i Viborg gav et forunderligt afbræk i hverdagens trummerum, men i den ophedede krostueluft kunne faren lure på omtågede personer, der ikke tog sig i agt. Den lyssky underverden af bondefangere, falskspillere og lommetyve boltrede sig her som fisk i vand.

Mest frygtet blandt yngre mandlige værtshusgæster var især folk som hvervede soldater til hæren. Under Store Nordiske Krig 1700 – 1721 forekom militærets behov for nye krigskarle åbenbart umættelig. Jagten på rekrutter foregik derfor også blandt omtågede snapstingsgæster.

Bondefangeri

I 1717 var en smuk karl fra København draget til Snapsting for at gøre forretning og bagefter slå sig løs i byen.

Et par belevne herrer fyldte ham i rigelige mængder med punch og brændevin. På et tidspunkt kom et dokument på bordet, hvorpå han blot skulle skrive sit navn.

Den berusede københavner anede dog uråd, og forsøgte at undslå sig. At skulle springe soldat i ni år og risikere at blive spiddet på en pæl under et felttog mod svenskekongens hær, var måske ikke det sjoveste i verden.

Men folkene, som ville hverve ham, gav ikke op. Ville han ikke bide på krogen med det gode, måtte der mere håndfaste metoder til. Københavneren blev næsten slået fordærvet, før behjertede folk hjalp ham fri, så han kunne stikke af. 
 

Se tegningen ubeskåret her.

Tegning: Niels Andersen Dolmer

Tekst: Henning Ringgaard Lauridsen

Sidst opdateret: 28.05.2015