Gregory Boyd.

Fat Tuesday bliver en stemningsfyldt og farverig oplevelse til Snapsting, hvor nogle af Danmarks mest anerkendte musikere inden for genren kommer til Snapsting og forvandler Nytorv til en kæmpe fest. Fat Tuesday kender vi fra New Orleans, hvor det også kaldes Mardi Gras.


Til dagen har Snapsting fået håndplukket musikere fra hele Danmark til sit eget Snapsting Brass Band. Sidst på eftermiddagen spiller bandet rundt om i byens gader. Alle er velkomne til at gå med og blive en del af festen. Musikken ender på Nytorv, hvor flere stærke musiknavne går på scenen i løbet af eftermiddagen og aftenen med Snapsting Brass Band.


Ægte New Orleans musik Snapsting Brass Band er et klassisk Mardi Gras jazzorkester med en besætning bestående af tuba, trommer, trombone, saxofon og trompet. I spidsen står trompetisten Rasmus Bøgelund, der har spillet med nogle af de helt store orkestre i New Orleans, som fx det legendarisk ´Tremé Brass Band´ kendt fra HBO-serien under samme navn. De øvrige musikere er kendte ansigter fra de danske og udenlandske jazzscener.

Garvet trio på Scenen

Trioen SP, Just & Frost går også på scenen med Snapsting Brass Band til Fat Tuesday. Trioen, der består af Henrik ’SP’ Schou Poulsen på bas, Esben Just på vokal og piano og Søren Frost på trommer, har i mere end 20 år væltet publikum over hele landet med deres voldsomt svingende og dybt charmerende New Orleans mix af funk, rhytm & blues, jazz og rock’n’roll.


SP, Just & Frost, smelter på denne koncert sammen med Snapsting Brass Band og garanterer en helt fuldstændig eksplosiv fest, fyldt med kærlighed og ægte Mardi Gras stemning.

Gregory Boyd med livsglæde og nerve

Snapsting Brass Band får også besøg af den fantastiske sanger, musiker og entertainer Gregory Boyd fra New Orleans. Han er uden tvivl en af de allerbedste herboende ambassadører for jazzens fødested.


Hans musik er ærlig, naturlig og med en smittende livsglæde og nerve. Han er mester i glad og opløftende soul, jazz, funk og gospel, og han har en helt fantastisk varm og autentisk soul-vokal, så grunden er lagt for en rigtig god musikalsk oplevelse.

Om Fat Tuesday

Siden 1857 har den franske bydel i New Orleans spredt kærlighed og glæde med en overdådig fest, fyldt med levende musik, farverige kostumer og parader igennem gaderne til deres Mardi Gras. Oprindeligt er Fat Tuesday en kristen helligdag, der markerer indgangen til de 40 dages faste.


Fejringen af Fat Tuesday har spredt sig til store dele af verdenen og er nu også at finde til Snapsting i Viborg. Uanset hvor i verden det fejres, er Fat Tuesday en dag, hvor der nydes god mad, glad musik og samvær med venner og familie. Og det passer perfekt til Snapsting.

SP Just & Frost