Velkommen til Snapsting for Børn 2017

Børn til morgensang

Nu sker det snart - nedtælingen til Snapsting for Børn er i gang!
Tilmeldingen for skoler og børnehaver er slut, men der er enkelte restpladser tilbage, som vi gerne fordeler efter først til mølle princippet. Skriv til amf@viborg.dk, hvis I ikke har fået meldt jer til. Og husk endelig også alle de aktiviteter, der ikke kræver tilmelding, og som er åbne for både private og institutioner!

Rigtig god fornøjelse med at læse om alle de spændende aktiviteter!

Viborgs byfest er bestemt ikke kun for voksne. De tre sidste år har flere tusinde børn besøgt Borgvold enten i selskab med skoler og institutioner eller med familien, og successen er kommet for at blive. Uge 25 er fyldt med aktiviteter for børn både i institutionstiden og i fritiden, og der er i år program for børn fra fredag d. 16. juni til og med lørdag d. 24. juni.

Vi tyvstarter allerede weekenden op til uge 25 med en gøglerfestival, hvor man kan møde en række af landets bedste gøglere.  Fredag d. 16. juni er der forestillinger for institutioner med tilmelding, og lørdag er der åbne forestillinger for alle.

Lørdag d. 17. juni er der på Nytorv også den officielle åbning af årets Snapsting, som i år er arrangeret af Snapsting for Børn. Her byder vi både på stor koncert med Alberte Winding samt på den flotte og farverige Snapparade. Og søndag d. 18. juni starter festlighederne på Borgvold med Snapsting for Børns Store Familiedag, hvor også det store Aarhus 2017 projekt "European Playground" åbnes.

Stort program for skoler og børnehaver

Mandag til torsdag i uge 25 fra kl. 9.00 til kl. 14.00 kommer Borgvold igen i år til at summe af legende og lærende børn. Hver morgen begynder med en fælles morgenssang. Så er vi i gang! Dernæst er der workshops (med tilmelding) for skoler og børnehaver rundt om i parken, og der vil også være enkelte tilbud uden tilmelding, som er åbne for alle. 

Torsdag formiddag er der skruet lidt ned for mængden af tilbud til skoler og børnehaver. Til gengæld er der fra kl. 9.00 til kl. 12.00 fuld fokus på de 0-3 årige på "Snubledagen". Her er både private, dagplejere og daginstitutioner velkomne.

Fredag fejrer vi  Sankt Hans for børn og deres familier, hvor der kun brændes hekse og ingen børn. Fredag er der derfor først program fra kl. 15.00.

Snapsting for Børn afsluttes med en stor familiekoncert med Aarhus Jazz Orchestra m/gæstesolist lørdag d. 24. juni  på Domkirkepladsen.

Få overblik over de mange arrangementer for børn ved at klikke på "Alle arrangementer" øverst på siden her. Husk, der er tilmelding til aktiviteter for skoler og daginstitutioner!

 Læs mere under "Praktiske oplysninger".
Vi ses til Snapsting for Børn på Borgvold!

Sidst opdateret: 14.06.2017